Hjertelungeredning

Ved du, hvad du skal gøre, hvis et barn ikke trækker vejret normalt?

Hjertelungeredning består af en kombination af hjertemassage og kunstigt åndedræt. Hjertelungeredningen sikrer, at iltet blod strømmer til hjernen og andre livsvigtige organer, indtil professionel hjælp kommer frem og medicinsk behandling kan genoprette en normal hjerterytme og vejrtrækning.

Hvis barnet ikke trækker vejret eller ikke trækker vejret normalt:

  •   Fjern forsigtigt fremmedlegemer i barnets mund, hvis du kan se dem.
  •   Giv 5 indledende indblæsninger.

Mund-til-mund

Hvis barnet er under 12 måneder

  • Løft barnets hage med én eller to fingre.
  • Sørg for, at barnets hoved ligger i en neutral stilling. Det kan være en god idé at lægge et foldet håndklæde eller tæppe under barnets øvre del af kroppen for at opnå denne stilling.
  • Tag en indånding og dæk barnets næse og mund med din mund.
  • Pust ind i barnets mund og næse i 1 sekund. Pust tilstrækkeligt hårdt, således at barnets bryst tydeligt hæver sig.
  • Sørg for, at barnets hoved fortsat holdes i en neutral stilling, og at hagen er løftet ved hjælp af dine fingre under hagen.
  • Flyt din mund væk fra barnet og lad barnets bryst sænke sig,
    mens luften siver ud.
  • Tag en indånding og gentag sekvensen 5 gange.
  • Hvis du har vanskeligheder med at opnå en effektiv indblæsning, kan luftvejene være blokerede. I dette tilfælde:
  • Åbn barnets mund og fjern synlige fremmedelementer.
  • Flyt barnets hoved til en ny stilling. Sørg for, at hovedet er tilstrækkeligt tiltet, og at hagen er løftet.
  • Forsøg maksimalt 5 gange at opnå effektiv indblæsning. Hvis det stadig ikke lykkes, skal du påbegynde hjertemassage.

Mund-til-mund

Hvis barnet er over 12 måneder

  • Skab frie luftveje ved hjælp af et hovedtilt og et hageløft.
  • Klem den bløde del af barnets næse sammen med din tommel- og pegefinger.
  • Hold barnets mund åben, men sørg for, at hagen fortsat er løftet.
  • Pust ind i barnets mund og næse i 1 sekund. Pust tilstrækkeligt hårdt, således at barnets bryst tydeligt hæver sig.
  • Sørg for fortsat frie luftveje.
  • Flyt din mund væk fra barnet og lad barnets bryst sænke sig,
    mens luften siver ud.
  • Tag endnu en indånding og gentag sekvensen 5 gange.
  • Hvis du har vanskeligheder med at opnå en effektiv indblæsning, kan luftvejene være blokerede. I dette tilfælde:
  • Åbn barnets mund og fjern synlige fremmedelementer.
  • Flyt barnets hoved til en ny stilling. Sørg for, at hovedet er tilstrækkeligt tiltet og at hagen er løftet.

Forsøg at opnå effektiv vejrtrækning op til 5 gange. Hvis det stadig ikke lykkes, skal du påbegynde hjertemassage.

Hjertemassage

Hvis barnet er under 12 måneder

Hvis du er alene med barnet, skal du placere to fingerspidser på den nederste del af barnets brystben. Se illustrationen.

  • Hvis I er flere til at hjælpe barnet, skal du placere begge tommelfingre fladt side om side på den nederste del af barnets brystben.
    Fingerspidserne skal pege op mod barnets hoved. Spred hænderne,
    så de danner en cirkel, der indrammer den nederste del af barnets
    brystkasse. Dine fingre skal give støtte til barnets ryg.
  • Tryk ned på brystknoglen, og pres brystet ned — mindst en tredjedel af dens højde eller 4 cm.
  • Slip uden at fjerne dine fingre. Lad brystet hæve sig. Dette er ét tryk.
  • Giv i alt 30 tryk med en hastighed på ca. to gange i sekundet. Det svarer til tempoet i Kim Larsens ’Midt om Natten’.
  • Efter 30 tryk skal du tilte barnets hoved og give det et hageløft.
  • Herefter skal du give barnet to indblæsninger.
  • Fortsæt med at give 30 tryk efterfulgt af to indblæsninger, indtil hjælp ankommer.

Hvis barnet begynder at trække vejret normalt igen, skal du
afslutte hjertelungeredning og lægge barnet i stabilt sideleje.

Hjertemassage

Hvis barnet er over 12 måneder

  • Placér din håndrod en fingers bredde over barnets solar plexus.
  • Løft fingrene så du ikke risikerer at lægge pres på barnets ribben.
  • Placér dig over barnets brystkasse.
  • Tryk ned på brystknoglen, og pres brystet ned med strakte arme — mindst en tredjedel af dens højde eller 5 cm.
  • Slip uden at fjerne hånden. Lad brystet hæve sig. Dette er ét tryk.
  • Giv i alt 30 tryk med en hastighed på ca. to gange i sekundet. Det svarer til tempoet i Kim Larsens ’Midt om Natten’.
  • Efter 30 tryk skal du tilte barnets hoved og give det et hageløft.
  • Herefter skal du give barnet to indblæsninger.
  • Fortsæt med at give 30 tryk efterfulgt af to indblæsninger, indtil hjælp ankommer.
  • Hvis barnet begynder at trække vejret normalt igen, skal du
    afslutte hjertelungeredning og lægge barnet i stabilt sideleje. 

Bliv klogere på, hvad du skal gøre, hvis et barn ikke trækker vejret normalt. Se filmen.